Det har givet mig noget at tænke over. Jeg har skrevet kritisk om selvfremstilling, om opmærksomhed og om vores tilbøjelighed til at forveksle det synlige med det værdifulde. Den kritik står jeg ved. Samtidig har jeg selv arbejdet bevidst på at blive set og oplever nu en fordel ved det. Den erfaring hører også med, hvis jeg vil beskrive min brug af LinkedIn ordentligt.
Der findes noget at læse, før jeg skriver
I de første udgaver af Synlig med mening var jeg optaget af den tilbageholdenhed, der kan få et menneske til at lade en faglig erfaring blive hos sig selv. Jeg kendte den også fra min egen brug af LinkedIn. Ønsket om at bidrage kunne hurtigt blive afløst af overvejelser om, hvordan jeg ville blive opfattet.
Jeg begyndte at skrive, fordi jeg havde erfaringer og spørgsmål, som jeg gerne ville lægge frem for andre. Jeg ville også gerne i forbindelse med mennesker, hvis arbejde interesserede mig. De to ønsker kunne godt følges ad. En tekst gav andre noget at forholde sig til og mig en mulighed for at blive kendt for mere end en stillingsbetegnelse.
Det kan være en del af forklaringen på den lydhørhed, jeg oplever nu. Når jeg henvender mig, findes der allerede noget, modtageren kan orientere sig i: Hvad beskæftiger jeg mig med? Hvordan argumenterer jeg? Hvad er jeg optaget af? Måske har vedkommende mødt mit navn før. Måske bliver teksterne først læst i forbindelse med henvendelsen. Begge dele kan gøre afstanden mellem to fremmede lidt mindre.
Jeg behøver ikke først at få hele min baggrund presset ind i en besked. Den anden har mulighed for selv at danne sig et indtryk. Det er en ganske praktisk værdi ved at have skrevet noget, der bliver stående.
En fordel, jeg gerne vil vedkende mig
Jeg vil gerne have, at min erfaring bliver forstået, og at mennesker kan få øje på mulige berøringspunkter med deres eget arbejde. Det gælder også professionelt. Der ville være noget kunstigt ved at fremstille min deltagelse som fuldstændig fri for ønsket om selv at få noget ud af den.
Derfor bliver min kritik af selvpromovering også nødt til at være præcis. At et bidrag gavner afsenderen, gør det ikke værdiløst for modtageren. Det afgørende for mig er, om teksten giver læseren adgang til en erfaring eller et argument, som er værd at beskæftige sig med. Mit navn må gerne blive husket undervejs.
Den større lydhørhed har dog gjort mig mere opmærksom på en forskel, som jeg ikke kan skrive mig ud af: Man kan have noget relevant at sige, før andre har fået grund til at interessere sig for, hvem man er. Jeg har ingen grund til at tro, at mine synspunkter automatisk er blevet bedre, i takt med at mit navn er blevet mere genkendeligt. Vilkårene for at få dem hørt kan alligevel have ændret sig.
Hvad gør jeg så med andres henvendelser?
Den tanke vender tilbage til min egen måde at læse på. Hvis genkendelse hjælper mig ind i en samtale, må jeg også være opmærksom på, hvem jeg selv giver den fordel. Læser jeg en henvendelse mere velvilligt, fordi jeg kender navnet? Får det ukendte menneske samme mulighed for at vise, at der er noget at tale om?
Ingen kan svare på alt eller interessere sig for alle henvendelser. Men jeg kan forsøge at se på det konkrete ærinde, før jeg bruger afsenderens synlighed som en genvej til at vurdere det. Et ukendt navn fortæller først og fremmest, at jeg endnu ikke kender personen.
Det er også relevant, når jeg læser offentlige bidrag. Den velformulerede og velkendte afsender kan gøre det let for mig at følge med. En mere tøvende formulering kan kræve lidt mere arbejde og stadig rumme noget, jeg har brug for. Min egen glæde ved at blive genkendt bør gøre mig opmærksom på den forskel.
Det, jeg vil bruge lydhørheden til
Jeg har valgt at skrive om spørgsmål, jeg gerne vil give mere plads. Blandt andet om det arbejde, der holder en organisation i gang uden at blive til en nyhed, og om fælles resultater, der i den offentlige fortælling kommer til at tilhøre én person. Jeg er også optaget af, hvad vores stillinger og relationer gør ved de samtaler, vi forestiller os er helt frie.
Jeg savner, at de spørgsmål fylder mere i den del af LinkedIn, jeg møder. Det er en grund til at arbejde videre med dem. At en tanke adskiller sig fra det, jeg ofte læser, er derimod ikke i sig selv en begrundelse for den. Jeg må stadig vise, hvad jeg har set, hvordan jeg forstår det, og hvor en anden læser med rimelighed kan være uenig.
Synligheden giver mig en bedre mulighed for at få den samtale. Det værdsætter jeg. Jeg vil gerne kunne henvende mig med et reelt spørgsmål og blive mødt med interesse. Og jeg vil gerne skrive sådan, at den interesse har noget at arbejde med, også efter at læseren har fået øje på mit navn.
Om teksten: Et selvstændigt webessay, der viderefører overvejelser fra Synlig med mening med afsæt i min oplevelse af større lydhørhed på LinkedIn. Se blandt andet Synlighed er ikke det samme som selvpromovering og En samtale behøver ikke fem stjerner.
