7. november 2026 · Et filosofisk manifest om at modtage livet og høre til i verden
Jeg hverken kan eller skal være nr. 1 i mit eget liv. Der er altid andre mennesker, eller noget andet, der er vigtigere end mig. Mit livsprojekt som filosof blev at undersøge, hvad der sker med os, når vi gør os selv til tilværelsens centrum, og hvordan vi igen kan få blik for den verden, de fællesskaber og de mennesker, vi er afhængige af.
Jeg voksede op som en lille dreng i en lille, dybt religiøs bygd på Færøerne. Jeg kom ud i verden og oplevede et liv, der lå langt fra det, jeg kom fra. Jeg fik min akademiske uddannelse og kom til at bestride ledende stillinger. Det var en rejse fyldt med bump og tilbageslag. Min egen livsbane er for mig et klart eksempel på, at mennesket ikke er en suveræn, fejlfri størrelse. Det er netop i erkendelsen af vores egen utilstrækkelighed, at vi kan modtage noget fra andre.
Da mennesket vendte blikket indad
Jeg ser selvcentreringen som et historisk skred. Vestlig kultur er efter min opfattelse gennem århundreder blevet stadig mere indadvendt og inderlig. Sjælen, bevidstheden og det private følelsesliv er blevet gjort til det egentlige menneske, mens kroppen, rummet, ritualerne og det ydre fællesskab er blevet nedprioriteret. Jeg ser en udvikling fra renæssancen over pietismen til den moderne terapi- og forbrugskultur, hvor mennesket i stigende grad er blevet henvist til sit eget indre.
Konsekvensen er efter min mening, at mennesket bliver lukket inde i sig selv, samtidig med at troen, ritualerne og fællesskabet svækkes. Vi kommer til at lede efter livet dér, hvor vi kun finder os selv.
Jeg søger ikke tilbage til det dybt religiøse udgangspunkt, jeg kommer fra. Den frihed og de rettigheder, individualiseringen har givet os, vil jeg fastholde. Mit spørgsmål er, hvordan vi med den frihed i behold kan genopdage vores forbundethed med andre mennesker og tage del i fællesskaber, hvor vi også er optaget af noget andet end os selv.
Når livet bliver et projekt
Jeg kom selv gennem de akademiske systemer, hvor sociologer som Giddens, Bauman og Qvortrup fyldte meget. Her mødte jeg en forståelse af kulturen, hvor alt er til forhandling, og intet er givet på forhånd. Identiteten er flydende, og individet skal hele tiden vælge, forny og udvikle sig. Mennesket skal være fleksibelt og gøre sit eget liv til et vedvarende projekt.
Jeg er stærkt skeptisk over for denne forståelse, fordi jeg mener, at den gør mennesket rastløst, rodløst og ude af stand til at modtage noget som helst udefra. Når intet kan være givet på forhånd, bliver selv det, vi kunne have taget imod, noget, vi først skal vælge og gøre til vores eget.
For mig er det tydeligt, at de gamle laster – stolthed, gerrighed, misundelse, vrede, frådseri, utugt og sløvhed – i dag er blevet omdannet til dyder eller nødvendige overlevelsesstrategier i en individualistisk kultur. Stolthed er blevet til "selvværd", gerrighed til "profitorientering", misundelse til "konkurrence" og vrede til "autentisk følelsesudfoldelse". Det, vi tidligere advarede hinanden imod, bliver nu noget, vi forventes at kunne præstere.
Jeg er ikke ude på at sværte mennesket til. Men jeg afviser kategorisk forestillingen om, at mennesket kan eller bør være perfekt, selvforsynende og selvrealiserende. Jeg tror ikke på, at jeg kan eller skal gøre mig selv til hovedperson i mit eget liv. Det udfordrer direkte den moderne tanke om, at jeg selv er mit livs centrum og projekt.
Ingen er sig selv nok
Min egen erfaring med utilstrækkelighed hører derfor med til mit filosofiske ståsted. Jeg har selv måttet erfare, at et menneske kan komme ud i verden, tage en uddannelse og få ansvar uden af den grund at blive uafhængigt af andre. Vi bliver ved med at være mennesker, der kan tage fejl, møde tilbageslag og have brug for at modtage noget, vi ikke selv kan frembringe.
Jeg er derfor dybt kritisk over for den moderne hang til indre, psykologiske selvudviklingsteknikker. Det væsentlige i livet er for mig den ydre forbundethed med andre mennesker og de fællesskaber, hvor vi er sammen om en fælles praksis. Her får vi noget at rette opmærksomheden mod, som rækker ud over vores egen person.
Det forløsende ligger i at komme ud af indadvendtheden og vende opmærksomheden væk fra os selv og hen til omverdenen. Vi har brug for at deltage i noget, hvor vores egen udvikling ikke hele tiden er det, det drejer sig om. Fælles handlinger, ritualer og det konkrete samvær kan hjælpe os ud af selvoptagetheden.
Jeg mener, at den selvcentrering, vi i dag ser overalt, er en klar medvirkende årsag til den kæmpe mistrivsel blandt både unge og ældre. Når mennesket bliver sit eget centrum og sit eget stadige projekt, bliver der mindre plads til at høre til i noget, som allerede er der, og til at lade andre mennesker få betydning.
Det betyder ikke, at jeg bare er reaktionær eller kun vil tilbage til det, der var engang. Jeg anerkender, at individualiseringen har givet os frihed og rettigheder, og at meget af det moderne er godt. Det hører med til min forståelse af den udvikling, jeg kritiserer.
Livet kommer også udefra
Men jeg mener, at balancen er tippet. Vi har glemt, at mennesket også er krop, fællesskab, tradition og modtager. Vi er afhængige af omverdenen, af andre mennesker, af ritualerne og af det ydre rum. Den afhængighed vil jeg have os til at genopdage.
Jeg læser den moderne perfektheds- og selvcentreringstendens som en historisk afsporing, hvor mennesket er blevet gjort til sin egen skaber, dommer og centrum. Jeg mener, at det gør os ensomme, rastløse og ude af stand til at modtage livet som gave.
Mit ærinde er ikke at perfektionere mennesket. Det er at genindsætte det i en sammenhæng med krop, ritualer og fællesskab og med andre mennesker foran sig selv. Det er den opgave, mit livsprojekt som filosof kom til at handle om: at vende opmærksomheden udad og genopdage, at livet også er noget, vi modtager.
Jonbert Davidsen
Cand.mag. i filosofi og dansk
Redaktionel note: Essayet blev oprindeligt udgivet i nyhedsbrevet Blikket udefra på LinkedIn den 7. november 2026. I denne webudgave er de oprindelige henvisninger til betalt faglig hjælp og de øvrige nyhedsbreve udeladt. Selve essayets ordlyd er bevaret.