6. september 2026 · Synlig med mening · Nyhedsbrev nr. 3
Der står et tal under opslaget. Det er let at få øje på. Hvad opslaget vil mig, kan være vanskeligere at afgøre.
Tallet fortæller, hvor mange der har reageret. Alligevel kan jeg gribe mig selv i at læse det, som om det også fortæller, hvor meget der er at reagere på. Et ganske lille spring. Man behøver knap at tænke for at foretage det. Det er måske netop problemet.
Jeg brugte længe LinkedIn med en tiltagende fornemmelse af at blive træt. Jeg gik ind i nogenlunde godt humør og kom ud igen lidt mere irriteret eller urolig. Der var sjældent sket noget, jeg bagefter kunne gøre ordentligt rede for. Jeg havde bare været til stede ved en hel del menneskers bestræbelser på at være til stede.
Det skulle være professionelt nyttigt, havde jeg forstået. Så jeg fortsatte. Man kan bruge forbavsende meget tid på noget, når andre har forklaret én, at tiden er godt givet ud.
Hvis jeg skulle begynde igen, ville jeg begynde med at lade være. Jeg ville vente med at indrette mig efter alle anvisningerne, til jeg havde fundet ud af, hvad jeg selv ville bruge stedet til. Det spørgsmål viste sig at være mere nyttigt end endnu et godt råd om synlighed.
Når synligheden bliver hovedsagen
Jeg har intet imod et billede af den, der skriver. Det er rart at se, hvem man har med at gøre. Men når næsten alle billeder viser det samme ansigt, kan jeg begynde at savne udsigten den anden vej.
Selvportrættet er ældre end telefonen. Nu er det blot blevet muligt at hænge et nyt op mellem to møder. Det er der ikke noget galt i. Jeg bliver bare mere nysgerrig på et menneske, når jeg også kan se, hvad det menneske er optaget af uden for billedrammen.
Noget lignende gælder fortællingerne om alt det, der lykkes. Selvfølgelig må man være glad for sit arbejde og stolt af sine resultater. Ingen skylder mig en fortegnelse over deres nederlag, før de får lov til at fortælle om en sejr. Men hvis kolleger, kunder og faglige problemer hver gang ender som baggrund for den samme hovedperson, bliver samtalen noget ensidig.
Jeg mærkede, at jeg blev træt af en konkurrence, som ingen officielt havde meddelt, at vi deltog i. Alle så ud til at være ved at vinde den.
Min egen stilling var dog ikke helt så ophøjet, som denne beskrivelse kunne antyde. Mens jeg sad og irriterede mig over andres behov for at blive set, undersøgte jeg, hvordan jeg selv kunne blive mere synlig. Jeg ville åbenbart gerne være bedre til noget, jeg ikke brød mig særlig meget om.
Det var nyttigt at opdage. Så kunne jeg i det mindste holde op med at betragte problemet som noget, der udelukkende befandt sig på de andres profiler.
Hvad et tal kan fortælle
Efterhånden begyndte jeg at skelne mere omhyggeligt mellem rækkevidde og faglig autoritet. Et opslag kan komme meget langt, uden at jeg bliver klogere på, hvad afsenderen ved. Et andet kan få ganske få reaktioner og rumme netop den erfaring, jeg havde brug for.
Det er en banal forskel. Alligevel er den let at overse, når det ene kan tælles, og det andet kræver, at man læser efter. Vi har indrettet meget af vores arbejdsliv efter det, der kan måles. Så er det måske ikke mærkeligt, at vi også kommer til at behandle en samtale som en lille resultatopgørelse.
Noget af det, jeg selv gerne vil skrive om, er ikke særlig velegnet til at samle likes. Det lever jeg udmærket med. Hvis relevante mennesker læser det og kan bruge det til noget, har teksten gjort det, jeg ønskede af den. Et fagligt spørgsmål bliver ikke mindre vigtigt af, at det tager længere tid at forstå end at trykke på en knap.
Der er desuden det ved opmærksomheden, at den undertiden følger stillingen. Et menneske med stor indflydelse kan få mange reaktioner på noget, som hos andre næppe ville have standset ret mange i deres læsning. Det er en mulighed, man bør have med, før man gør reaktionstallet til en kvalitetsbedømmelse.
Jeg kan naturligvis ikke vide, hvorfor det enkelte menneske liker. Det ville kræve en indsigt i andre, som jeg dårligt nok har i mig selv. Men status og relationer forsvinder jo ikke, fordi samtalen flytter ind på en skærm. Den gamle rangorden kan godt finde ud af at bruge en ny knap.
Der er ingen særlig grund til at blive vred over det. Det er menneskeligt nok. Jeg har bare opdaget, at jeg ikke behøver at bruge ret meget af min dag på at følge med i det.
Alle de gode råd om at være sig selv
Da jeg ville have en mere brugbar profil, opstod der et andet problem. Denne gang kom trætheden fra de gode råd.
Jeg ville have en profil, som var let at forstå, let at finde og let at kontakte mig gennem. En forholdsvis beskeden opgave, skulle man mene. Men der findes mange dygtige mennesker, der kan forklare, hvordan den skal løses, og de er ikke nødvendigvis enige.
Jeg kunne se en video og tænke, at nu havde jeg forstået det. Dagen efter læste jeg en artikel, der forklarede omtrent det modsatte med mindst lige så gode begrundelser. Begge dele virkede overbevisende. Det gjorde min profil efterhånden mindre.
Til sidst kontaktede jeg rekrutteringskonsulenter direkte. Så måtte der vel kunne komme en afklaring. Nogle foretrak et CV på omkring fire sider, andre ville helst have én eller to. Det er svært at rette sig efter begge ønsker uden at sende hver anden side.
Det moderne ideal om selvstændighed har en pudsig skæbne her. Vi skal finde vores egen vej, og til den opgave står der et betydeligt antal vejvisere parat. Man kan blive så optaget af at følge dem korrekt, at man glemmer at vælge, hvor man vil hen.
Jeg havde først ladet feedet bestemme, hvad jeg skulle være optaget af. Nu var jeg ved at lade rådgiverne bestemme, hvordan jeg skulle fremstå. Jeg havde travlt med at træffe valg, men havde overladt en væsentlig del af vurderingen til andre.
En profil, man kan blive færdig med
Derfor begyndte jeg med mit eget ærinde. Hvem ville jeg gerne i forbindelse med? Hvilke faglige samtaler ville jeg være en del af? Og hvad skulle andre kunne forstå om mig, hvis de fandt min profil?
Da de spørgsmål blev tydeligere, blev rådene også lettere at bruge. Jeg kunne vælge de få, der hjalp mig, og lade resten ligge. Det var en ganske behagelig opdagelse, at et råd godt kan være udmærket, uden at jeg behøver at følge det.
Jeg ville have, at profilen lignede mig og det arbejdsliv, den skulle repræsentere. Den skulle gøre det klart, hvad jeg kunne bidrage med i de sammenhænge, jeg indgik i. Samtidig skulle den kunne holde til, at min arbejdssituation ændrede sig, uden at jeg måtte begynde forfra med hele fremstillingen af mig selv.
På et tidspunkt besluttede jeg, at den var god nok. I dag bliver jeg kontaktet af mennesker, som jeg gerne vil kunne findes af. Det forekommer mig at være et rimeligt tegn på, at profilen fungerer. Den behøver ikke også at bestå samtlige tænkelige kurser i profiloptimering.
Sådan har jeg bygget min LinkedIn-profil – og hvorfor jeg tror, den virker.
Et netværk begynder med et ærinde
Da jeg havde fået mere ro på, opdagede jeg, at noget af det, jeg ledte efter, allerede fandtes i min egen måde at bruge LinkedIn på. Jeg havde på det tidspunkt omkring 800 forbindelser. En del af dem stammede fra længe før, jeg begyndte at beskæftige mig så indgående med platformen.
Telefonbogen var ganske brugbar
Som tillidsrepræsentant for GL havde jeg opsøgt mennesker i Danmark, hvis viden og erfaring kunne være nyttig i mit arbejde. Senere som rektor forbandt jeg mig med rektorer og uddannelsesledere, blandt andet mennesker, jeg mødte på rejser og ved rektormøder i Nyborg.
Jeg brugte i grunden LinkedIn som en gammeldags telefonbog. Jeg fandt et menneske, skrev og spurgte, om vedkommende havde et råd eller en erfaring, jeg kunne bruge. Det fungerede godt. Feedet brød jeg mig stadig ikke om.
Der var noget komisk i, at jeg senere skulle bruge så lang tid på at finde tilbage til denne temmelig enkle fremgangsmåde. Dengang havde jeg et spørgsmål og ledte efter nogen, der vidste noget. Senere blev jeg optaget af, hvordan man burde opføre sig på platformen, og fik vanskeligere ved at huske spørgsmålet.
Telefonbogen havde i det mindste den fordel, at den ikke krævede, at man beundrede alle de andre abonnenter, før man måtte finde den, man skulle tale med.
Listerne gav mig overblikket
Med et tydeligere formål blev det også lettere at ordne mine forbindelser. Jeg begyndte at bruge lister, som jeg samlede i en håndfuld bogmærkemapper i browseren. Mapperne svarede til de faglige miljøer og mennesker, jeg faktisk gerne ville følge med hos.
Det var en ret beskeden teknisk indretning. Virkningen var større. Jeg vidste nu, hvor jeg skulle kigge, når jeg ville finde noget relevant, og blev mindre afhængig af, hvad det almindelige feed tilfældigvis præsenterede mig for.
Jeg behøvede heller ikke sætte alle på listerne. Mennesker, hvis opslag jeg ikke havde lyst til at læse, kunne fortsætte med at skrive dem, uden at vi behøvede at gøre en konflikt ud af det. Der er en vis lettelse i at opdage, at man godt kan lade noget passere uden først at tage stilling til hele afsenderens person.
Det kan lyde mærkeligt at bruge ordet selvbestemmelse om en bogmærkemappe. Men i min hverdag betød den, at jeg selv valgte en større del af det, jeg brugte min opmærksomhed på. Det var ganske konkret. Jeg åbnede noget, fordi jeg ville se det.
Sådan har jeg bygget mine egne LinkedIn-feeds med lister og bogmærker.
En anmodning med en begrundelse
Næste skridt var at finde flere af de mennesker, jeg gerne ville være i forbindelse med. Her foretrækker jeg at lade en anmodning følges af en personlig begrundelse. Den behøver hverken at være lang eller særlig elegant. Jeg vil bare gerne fortælle den anden, hvad det er ved vedkommendes arbejde eller erfaring, der interesserer mig.
Det er også en lille prøve for mig selv. Kan jeg forklare, hvorfor jeg skriver, har jeg som regel et ærinde. Kan jeg ikke, er der måske ingen grund til at forstyrre endnu.
Min erfaring er, at mange gerne vil forbindes med relevante mennesker, også når de ikke har mødt dem. En gang imellem foretrækker nogen kun at forbinde sig med mennesker, de allerede kender. Det er helt fair. Man kan ønske dem god vind og gå videre. Der er mennesker nok til, at et manglende håndtryk ikke behøver at blive en større sag.
Sådan arbejder jeg med at udbygge mit netværk på LinkedIn.
Efterhånden som flere relevante mennesker kom ind på listerne, blev det lettere at finde samtaler, jeg havde lyst til at deltage i. Jeg kommenterede, når jeg havde noget at tilføje, og lærte folk at kende gennem det, de beskæftigede sig med.
Med tiden begyndte flere også selv at række ud. Jeg blev genkendelig i nogle af de faglige kredse, jeg interesserede mig for. Det er egentlig ikke særlig gådefuldt. Hvis man lytter til mennesker og indimellem siger noget, de kan bruge, får de mulighed for at opdage, hvem man er.
Hvad der skal være synligt
For mig er det blevet særlig interessant at tænke over dette i forhold til civile og sociale organisationer. Her arbejder mange med sager og mennesker, som rækker ud over deres egen person. Derfor kan opfordringen til at gøre mere ud af sig selv føles lidt ved siden af arbejdet.
Men der findes jo viden og erfaringer i de organisationer, som andre kunne have glæde af. Nogen har fundet en løsning på et praktisk problem. Andre har opdaget, at en tilsyneladende god idé ikke virkede i mødet med hverdagen. Sådanne erfaringer bliver lettere at finde, når nogen vil fortælle om dem og sætte navn på.
Den synlighed kan jeg godt se meningen med. Den giver andre adgang til noget, de ellers kunne have overset. Personen er med, fordi erfaringen kommer et sted fra. Opmærksomheden må gerne ende hos arbejdet og de mennesker, det vedrører.
Det er også derfor, min brug af LinkedIn ikke længere først og fremmest handler om en bestemt arbejdssituation. Jeg vil gerne være i forbindelse med mennesker, jeg kan lære af, og som måske kan bruge noget af det, jeg selv ved. Det formål kan holde til mere end én stillingsbetegnelse.
Jeg har naturligvis ikke fået kontrol over LinkedIn. Den ambition ville hurtigt kunne gøre mig træt igen. Men jeg har fået mere indflydelse på, hvem jeg følger, hvilke samtaler jeg deltager i, og hvornår jeg har fået nok.
Nu kan jeg gå derind med et ærinde og gå ud igen, når det er klaret. Langt oftere end før har jeg mere energi, når jeg forlader stedet, end da jeg kom. Det er en forbedring, som er vanskelig at sætte ind i en statistik, men let nok at mærke.
Der står stadig et tal under opslaget. Jeg prøver at læse opslaget først.
Hvad gør du konkret på LinkedIn, som du synes giver dig energi?
Jonbert Davidsen
Cand.mag. i filosofi og dansk